SFO’ens pædagogiske grundlag
Der er en rød tråd mellem skole og SFO og derfor afspejles skolens værdier i SFO’ens pædagogiske grundlag.
Børn på Kolding Realskoles SFO skal opleve at:
• Der er ambitiøse og tilpassede forventninger til dem.
• Der er mulighed for at være undersøgende, eksperimenterende og medskabende
• Der er mulighed for at udvikle forståelse for demokrati ved at blive hørt, inddraget og være medbestemmende.
Vi er allesammen noget særligt og sammen er vi noget helt speciel.
Børnesyn
Vores børnesyn kendetegnes ved, at det at være barn har en værdi i sig selv. Børn er med-skabere af egen læring i rammer, de voksne er ansvarlige for. Alle børn har ret til at indgå i et fællesskab, for at kunne udvikle sig som mennesker.
Vi ser børn som sociale, nysgerrige og legende. Alle børn er unikke og har forskellige potentialer for udvikling og læring. Vi har en legende tilgang til børnene, hvor humor har en stor værdi.
Det betyder noget for os
Det er vigtigt for os, at SFO’en er et sted, hvor børnene oplever tryghed, og hvor der er rart at være. Børnene møder omsorgsfulde og nærværende voksne, der hjælper dem med at danne solide fundamenter og forudsætninger for deres videre udvikling. Derfor er det vigtigt med kontinuitet og forudsigelighed.
Vi fokuserer på at styrke børnenes sociale og kulturelle kompetencer, samt at udvikle deres selvværd og selvtillid, så de bliver i stand til at handle selvstændigt, ansvarsfuldt og anerkendende i mødet med andre mennesker. Vi lægger vægt på, at vi har en god omgangstone, og at udvise respekt for hinandens forskellighed. Disse egenskaber er vigtige for fællesskabet og for at kunne begå sig i sociale sammenhænge.
Vi er opmærksomme på, at tiden i SFO’en efter skoletid er fritid. Når skoledelen er forbi, skal børnene have mulighed for at kunne slappe af på forskellige måder. Nogle vil gerne ”helt ned i gear” med en bog eller et spil, mens andre vælger de mere kreative og fysiske aktiviteter ude eller inde.
SFO’en skal være et sted, hvor børnene kan udvikle deres personlige kompetencer gennem brug af deres fantasi og kreativitet. Derfor vil vi tilbyde et varieret udbud af aktiviteter, og samtidig skal der være balance mellem fri leg og aktiviteter. Der er en kombination af tilvalgsaktiviteter og mere målrettede tilbud.
Børn skal i højere grad end tidligere præstere i forskellige arenaer. Det gælder i skolen, blandt venner og familie, foreningsliv m.m. Pædagogerne i SFO’en tilbyder et miljø og et fællesskab, hvor der ikke skal præsteres efter særlige mål. Vi ønsker at skabe nogle rammer, hvor børnene styrkes i troen på egen kunnen, og hvor nærhed og omsorg vægtes højt. Samtidig skal børnene opleve SFO’en som et trygt og rart sted, hvor de har mulighed for udvikling og for at blive styrket i deres videre børneliv. Vi prioriterer børnene i vores daglige arbejde ved at vægte aktiviteter, der tager udgangspunkt i gruppens egne ønsker og behov.
Leg
Leg er børns måde at være i verden på. Hos Kolding Realskoles SFO vægter vi både den frie leg og den voksenstyrrede leg højt. Legen er med til at udvikle børns ”bløde kompetencer” – altså deres sociale- og personlige kompetencer. Det er processerne i legene der udvikler børnene. Her får de brugt deres fantasi, kreativitet og evne til at indgå i et socialt fællesskab.
I den frie leg, som voksne ikke er en del af, er det vigtigt med god tid og uden for mange afbrydelser. Vi understøtter derfor børnenes sammenhængende legetid, så de når at fordybe sig i en god leg. Vi indgår gerne i børnenes lege og hjælper de børn, der har svært ved at komme ind i en leg eller mangler nogen at lege med. På den måde går vi forrest og viser, hvordan man indgår i en leg på en god måde.
Hver dag er der planlagte aktiviteter. Disse aktiviteter og lege er planlagt ud fra børnenes ønsker og interesser og de bliver dermed medbestemmende til aktiviteterne i SFO’en. De planlagte og voksenstyrrede aktiviteter er også en vigtig del af at lege. Her hjælper vi børnene med at sætte nogle rammer og lege nogle mere komplicerede lege. Der er altid plads til den spontane leg, hvor vi tilpasser os børnenes ønsker og hjælper med at sætte gang i lege, hvis de ønsker hjælp til dette.
Når børn leger, øver de sig i at lege og her udvikler de en masse egenskaber og færdigheder, som er vigtige i deres videre liv. I både den frie leg og den voksenstyrrede leg udvikler børnene deres sprog, ansvarlighed, impulskontrol, selvstændighed og meget mere.
Fællesskab
På Kolding Realskole vægter vi fællesskabets styrker. Vi er stærkere sammen og det er i fællesskabet at, man vokser som mennesker. Her bliver man udfordret på sine evner i samspil med andre.
Vi kommer til at være i mange fællesskaber igennem vores liv og kan styrke dem alle, hvis vi kan agere i de rammer der foreligger. På skolen arbejder vi på at styrke elevernes sociale kompetencer, så de kan tilpasse sig alle de fællesskaber de møder på deres vej.
Vi skal ikke bare være med, men højne de fællesskaber, som vi er en del af. Sammen er vi stærkest.