Praktisk
Kolding Realskoles SFO har til huse på Marcus Allé 30 ved skolens hal.
Her tilbyder vi spændende pædagogiske aktiviteter i lækre rammer, med plads til både fysisk aktivitet og aktiviteter i naturen for børn fra 0.kl til 4. kl.
Alle klasser fra 0. kl. til og med 3. kl. har en klassepædagog tilknyttet, der indgår i klassens team og i sparringen omring klassen og det enkelte barn.
Når skoledagen slutter, hentes børnene på skolen af pædagogen, og de går samlet til SFO’en. En gåtur på omkring 700 m, hvor man kan ryste skoledagen af sig, få frisk luft og bevæge sig ind i fritidsaktiviteterne.
Når børnene går i 3. kl., øver vi børnene til selv at gå ned til SFO’en. Målet er, at alle børn i 3. kl. selv kan og må gå ned til SFO’en fra april måned. Børn i 4. kl. hentes ikke af pædagogerne på skolen, men skal selv gå til SFO’en.
Efter ankomst til SFO’en er der masser af muligheder for forskellige aktiviteter. Vores SFO har et kreativt værksted, hal, spillerum (brætspil, bordfodbold og pool), legerum og meget mere. Desuden er der dagligt arrangeret forskellige aktiviteter som fx. bål, air-track, basketball, udendørslege, turneringer m.m.
I løbet af skoleåret deltager SFO’en i en af skole-hjem-samtalerne (0. -2. kl.), hvor pædagogerne fortæller om barnet i SFO’en.
For 0. – 4. kl. er der morgenåbning fra kl. 06.30 til kl. 07.45 i børnehaveklassernes lokaler på hovedskolen.